Home
Lake Titicaca
Marts måned 2013 arrangerede jeg Ole Mose Nielsens tur rundt om Titicaca søen i Bolivia og Peru i Sydamerika. Søen ligger i 3800 meters højde, så der er væsentlige mindre ilt end ved havoverfladen, hvilket gør det meget hårdere.
Ole var i gang med et projekt, som kort fortalt var en 7-dobbelt iron mand med bjergbestigning af Himalaya som afslutning. På turen fik vi følgeskab af mine gode venner Michael Knudsen og fotograf Per Sørensen fra TakeOne.
Jeg skulle stå klar til at modtage dem i Bolivias lufthavn og sørge for, at vi kom sikkert rundt på cykelturen på små 1260 km. Turen startede med en rundtur om Titacaca søen, herefter transport til Dødens landevej og toppet op med de sidste km i Bolivia.
Ole er i gang med at skrive en bog om hans tur og heri kommer der også en beskrivelse af denne tur.
Cykel teamet klar til nedkørsel af Dødens landevej. Fra Venstre Allan Henneberg, Ole Mose Nielsen, Michael Knudsen
Ved Puno i Peru kører vi sammen med Lamaerne. Foto TakeOne
På vej ind i Bolivias hovedstad La Paz
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Gadebilleder fra Bolivia. Nederst i venstre hjørne er vi havnet i et demonstration, hvor jeg prøver at få os igennem med mit begrænsede spanske. Nederst til højre ses Per Sørensen på arbejde.
 |
 |
Boys will be boys
Afslutningen på turen blev fejret på bedste selfie vis. Fra venstre Michael Knudsen, Ole Mose Nielsen, Per Sørensen og Allan Henneberg
Sandwichbikes fra Holland til Danmark
Gad vide om en træcykel kan holde og hvordan er at køre langt på? Det satte vi os for at afprøve.
Så vi tog til Amsterdam, Holland. Samlede selv en cykel og kørte den tilbage til Viborg. 800 km til Danmark på 4 1/2 dag.
Konklusionen er: Den kører fantastisk og den kan fint holde til det.
Turen kunne følges hver dag på Viborg Stifts Folkeblad via dette link
Video fra turen med kommentarer af Christian Hald, Viborg Stifts Folkeblad.
Vi skulle selv samle cyklen. Her ses det øverste lag i papkassen.
Selfie på havnen ved Amsterdam. Fra venstre mod højre: Peter Gjørup Kristensen, Paul Dujardin, Claus Winther Jørgensen, Irene van As og Allan Henneberg.
 |
 |
 |
 |
Billeder fra turen igennem Holland, hvor vi var begunstigede af super godt cykelvejr. Medvind og flade veje satte rammerne for en marchhastighed på 28 km/t.
 |
 |
Langskabet forandrede sig op igennem Tyskland. Fra flade og åbne landskaber til skove og småbakker.
Ved grænsen til Danmark fremviser vi for først gang vores Butterfly trøjer. (som er vores dæknavn til cykelprojekterne).
Målet er nået i Viborg. Michael Knudsen til venstre cyklede 100 km i øsende regnvejr for at bringe os sikkert i mål.
Historien om Bonneville
I det nordlige Utah lå der en gigantisk sø ved navn Lake Bonneville. Søen blev skabt i istiden og den dækkede dengang et areal større end hele dagens Danmark. For omkring 15000 år siden tørrede størstedelen af søen dog ud og efterlod få mindre søer, hvor den største er Great Salt Lake, som Salt Lake City har sit navn fra. Udtørringen efterlod også flere saltsletter, som fx Bonneville Salt Flats, som i dag er hastighedernes mekka.
Bonneville-saltsletten er over hundrede kvadratkilometer af det mest flade terræn på hele Jorden, hvilket gør det til det perfekte sted for motorsport. Det opdagede Bill Rishel og to af hans forretningspartnere, og i 1907 satte de for første gang en bil på saltsletten for at se, om underlaget kunne fungere. Det kunne det godt, og de besluttede sig for at markedsføre "Bonneville Speedway" som stedet til at køre racerløb og til at køre hurtigt.
De mente, at stedet både var perfekt egnet til at køre langt for at sætte de såkaldte endurance-rekorder, men også til at finde en bils kortvarige tophastighed. Det er sidstnævnte type, hastighedsrekorden over kort tid, som de fleste i dag forsøger at slå.
Bonneville-saltsletten med det unikke saltunderlag, som tydeligt ses her.
Den vanskelige start
Det viser sig dog at være vanskeligt at lokke folk til, men i 1914 kommer Teddy Tetzlaff og sætter ny hastighedsrekord på land ved at køre 230 km/t over en kort strækning. På trods af denne rekord får Bonneville stadig ingen mærkbar omtale.
Først omkring 1925 sker der noget, da den lokale Utah-beboer Ab Jenkins begynder på sine bizarre rekorder, hvor han blandt andet kører en længere strækning hurtigere end et tog og senere kører tværs over USA på rekordtid. Han bliver af bilfabrikanten Pierce-Arrow spurgt, om han kan hjælpe dem med at forbedre deres nye V12'er. Han optimerer motoren og for at bevise bilens styrke, vælger han at køre et endurance race mod sig selv og kører 24 timer i streg på saltsletten, hvor han opnår en gennemsnitshastighed på svimlende 185km/t – en ny endurance-rekord.
(1914) Teddy Tetzlaff med sin rekord-sættende bil "Blitzen Benz"
Saltsletten på landkortet
Ab Jenkins bliver en velkendt mand i bilverdenen og i den nærliggende storby Salt Lake City. Han fortsætter med at sætte diverse rekorder og tiltrække mere og mere opmærksomhed til Bonneville. I midten af 1933 lykkes det ham at overtale tre britiske racerkørere til at besøge Bonneville-saltsletten. Med tiden ender de allesammen med at slå rekorder og blive Bonneville-legender i deres egen ret.
År 1935 bliver det bedste år nogensinde for Bonneville. Den ene brite, John Cobb, slår Ab Jenkins' endurance-rekord i Jenkins' gamle Pierce-Arrow. Rekorden bliver dog hurtigt vundet tilbage af Jenkins i sin nye bil "Mormon Meteor". Deres kamp vinder stor årvågenhed, men det blegner hurtigt da en anden af briterne, Malcolm Campbell, bliver den første i verden til at køre over 300 miles per hour (485km/t) i sin raketdrevne bil.
Også i det ikoniske år 1935 bliver Team Henneberg's Rudge Ulster skabt på fabrikken i England.
(1932) Ab Jenkins med sin V12 Pierce-Arrow se video her https://www.youtube.com/watch?v=6HBPIpJu1M0
Bonneville formaliseres
I årene efter fortsætter galskaben på saltsletten i Bonneville. Hele verdens fartgale mennesker begynder at foretrække underlaget i Bonneville over sandet ved Daytona Beach og lignende områder. Rekorder bliver slået og overgået hvert eneste år i mere og mere vanvittige raketbiler.
I år 1949 ekspanderer motorløbs-organisationen Southern California Timing Association til Bonneville og får formaliseret reglerne og procedurerne ved højhastighedskørsel. De stifter begivenheden, som i dag selvfølgelig hedder Bonneville Speed Week.
Den højeste hastighed, der nogensinde er opnået under disse regler i Bonneville, er 1015km/t og blev sat helt tilbage i 1970 i bilen Blue Flame.
Ab Jenkins, som på mange måder satte stedet på landkortet, blev i 1940 borgmester i Utahs hovedstad Salt Lake City. Han gav ikke én eneste tale eller brugte så meget som én dollar på sin valgkampagne – hans gode natur og velvilje hos folket i Utah var nok i sig selv. Han døde i 1956 og er i dag næsten glemt i sin by Salt Lake City. Men derude på saltsletten lever hans navn stadig - sammen med de af hans rekorder som selv i dag ikke er overgået.
Blue Flame - Bilen som i 1970 satte den nuværende Bonneville-hastighedsrekord på 1015km/t
Team Henneberg's Rudge Ulster, som i 2018 skal forsøge at slå rekorder i Bonneville
